MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Nu starter løbet mod Medianos store mål: 10.000 medlemmer, når vi fylder 10 år i 2026

Nu starter løbet mod Medianos store mål: 10.000 medlemmer, når vi fylder 10 år i 2026

Redaktørens blog - Støt Mediano: Her beskriver Medianos chefredaktør Peter Brüchmann planen om at gøre Støt Mediano til det mest centrale i Medianos forretning. Målet er 10.000 medlemmer af Støt Mediano pr. 1. juni 2026.

Af peter brüchmann

I dag indleder Mediano vores spurt frem mod EM. Kan vi nå 6.000 medlemmer inden EM i fodbold? Men det er bare et skridt på den vej, vi drømmer om.

Hver dag frem til og med fredag den 31. maj trækker vi lod om en Støt Mediano-fodbold blandt de nye medlemmer, der kommer ombord. Prisen er hele vejen til og med 31. maj 1 krone om dagen - 30 kroner pr. måned. Den pris beholder man frem til nytår, mens prisen for nye medlemmer stiger til 39 kroner lørdag d. 1. juni.

Så der er to gode grunde til at komme med i Støt Mediano nu. Det kan du gøre lige her:

Vi trækker også lod om et par kasser bolde til de eksisterende medlemmer af Støt Mediano, hvor nogle har været med os i mere end to år.

Kampagnen lige nu handler om at gøre os klar til EM og sikre det bedste indhold. Vores EM-indhold består af tre spor. Det vil vi senere fortælle detaljeret om, men her er de store linjer:

  • Medianos EM Morgenshow - hver morgen kl. 8 under EM optager vi alt om kampene. Analyser af kampene fra i går og optakter til kampene i dag. Et format, mange af jer kender.

  • Medianos EM Roadshow - Sebastian Stanbury & Thomas Pyndt sætter sig i en lækker bil og kører rundt i Tyskland og samler hver aften op på alt, hvad de har oplevet i Tyskland. Udkommer næste dags morgen kl. 6.00.

  • Og så det helt særlige i Støt Mediano. Optakter og taktiske analyser af Danmarks kampe. Særlige EM-afsnit af ‘Fodbold var bedre i 90erne’ - hver lørdag under hele slutrunden. Og en overraskelse, som vi ikke tør fortælle om endnu.

De to første formater udkommer i Medianos hovedkanal, og vi er ved at forhandle med eller har lukket aftalerne med de relevante partnere. Det sidste punkt er udsendelser, der er eksklusivt tilgængelige for medlemmerne i Støt Mediano. Du ved: “Når du lytter til Medianos hovedkanal, får du en god podcast. Når du også har adgang til Støt Mediano, får du en rigtig god podcast.”

Her kan du se nogle eksempler på udsendelser, du kan få eksklusiv adgang til i Støt Mediano-kanalen for 1 krone om dagen:

Noget om milepæle

Vi har længe haft milepæle, når vi talte om udviklingen i Støt Mediano. Hvis vi nåede 2.500 medlemmer sidste sommer, ville vi lave serien ‘Fodbold var værre i 70’erne’ og ‘Kongerækken’. Det nåede vi. Hvis vi nåede 4.000 medlemmer inden EM, ville vi sætte Stanbury og Pyndt i en bil og sende dem til Tyskland. Alle mål er nået og planer er enten udført eller lagt. Og tak til alle, der er kommet med og har været med længe.

Nu drømmer vi om 6.000 medlemmer inden EM i Tyskland. Vi har netop rundet 5.200 medlemmer, og udviklingen er fantastisk. Men giver det mening at tale om mål på 6.000 og 7.000 som definitive målstreger? Det har vi talt en del om, og derfor løfter vi nu blikket lidt, kigger ind i Medianos lidt større fremtid, og jeg vil i det følgende fortælle om målet - og formålet.

Vi tror nu på og drømmer om at nå 10.000 medlemmer af Støt Mediano. Vores drøm er 10.000 medlemmer inden 1. juni 2026 - den dag, hvor Mediano har eksisteret i ti år. Det er en voldsom ambition. Og det er en voldsom forandring af Mediano. Men det er den drøm, vi nu forfølger.

Drømmen vil vi gå efter så vidt muligt uden at svække vores hovedkanal. Vi har ikke planer om at flytte liga-indholdet ind i Støt Mediano for at nå 10.000 medlemmer, selv om det sikkert forretningsmæssigt ville være det mest oplagte. Og måske også den letteste vej til de 10.000 støttemedlemmer.

Vi insisterer fortsat på at stå på to ben: En hovedkanal med udsendelser finansieret af vores partnere og Støt Mediano-kanalen, hvor medlemmerne får adgang til indhold, som alle ikke kan lytte til.

Modellen på de to ben er også en fremtidssikring af Mediano. Vi har aldrig lavet store overskud.

  • Vi tjener fortsat penge for at kunne lave indhold.

  • Vi laver ikke indhold for at tjene penge.

Men forretningen har i 2023 og 2024 vist sig skrøbelig, og uden Støt Mediano havde vi i den grad ikke haft kurs mod at lave 600 udsendelser i 2024. Og det var formentlig heller ikke alle medarbejdere, der fortsat havde været her. Læs eventuelt redaktørens blog, da vi nåede 5.000 medlemmer.

Vi har mødt en vis mængde kritik for at ændre modellen undervejs. Det var heller ikke sådan, at vi skabte Mediano. Vi har altid ønsket at nå ud til så mange som muligt, men i dag er vi glade for, at vi kan have en model på to ben. Og nu har vi altså sat en målstreg et stykke ude i fremtiden, hvor vi drømmer om 10.000 medlemmer. Og meget af det, vi gør de kommende år, vil blive med dette mål for øje.

Vi vil stadig gerne have partnere på de store formater om Superligaen, Premier League, EM og Champions League. Mange af jer er glade for dette indhold og lever formentlig lykkeligt uden at være med i Støt Mediano. Og tak, fordi I lytter og er med. Men mange vil også gerne blive ved med at høre Fodbold var bedre i 90erne, Superliga for Voksne, Det taktiske værksted og Mediano Breaking. Vi vil faktisk også gerne skrue op for de ‘små’ udsendelser, så vi kan lave analyser af en mandagskamp i Premier League ligesom vi gør i Superligaen. Så vi vil blive ved med at investere i bedre indhold - både i hovedkanalen og Støt Mediano.

I takt med, at vi får økonomien til det, vil vi også tilstræbe at lave Støt Mediano så stærk, at lytterne får svært ved ikke at vælge den til. Så ja, vi kommer til både at skubbe og flytte grænserne. Jeg kan se en fremtid i 2025 og 2026, hvor Støt Mediano som forretningsben meget vel overstige det, vi kan omsætte på vores hovedkanal. Og så vil fordelingen ikke hedde syv udsendelser i hovedkanal og tre udsendelser i Støt Mediano om ugen. Med andre ord forventer jeg, at vægtningen ender på Støt Mediano med en så stærk hovedkanal som muligt. Og det vil indebære gradvise forandringer i takt med, at forretningen ændrer sig.

På den måde kan Mediano blive ved at værne om vores arbejdspladser og måske også blive ved at skabe nye. Og på den måde gør vi noget, som det etablerede mediemarked har svært ved.

Giver det modstand fra lyttere, der i mange år har haft adgang til alle Medianos udgivelser gratis? Givetvis. Men som en del lyttere har sagt: ‘Jeg betaler ved at lytte’. Og det er rigtigt i en hovedkanal med partnere.’ Men det passer ikke i Støt Mediano. Derfor vil vi bid for bid styrke Støt Mediano og give mere og mere til vores medlemmer i takt med, at de bliver flere.

Det er et løfte.


Superliga Preview: Skilleveje

Superliga Preview: Skilleveje

Mediano Superliga: Her sparker Sean Klaiber Brøndby op som favorit til mesterskabet

Mediano Superliga: Her sparker Sean Klaiber Brøndby op som favorit til mesterskabet