Hvis du har fået dette nyhedsbrev tilsendt fra en ven og du vil have dit eget, kan du tilmelde dig her.

Det er en forrygende god ide, når et samarbejde af flere organisationer på tirsdag lancerer kildedatabasen, DiverseEksperter.dk.

Diverse.Eksperter.dk indeholder tusindvis af navne på kvindelige og non-binære eksperter, ledere, specialister og andre profiler, der kan have interesse for medierne.

Hvis nogle journalister tidligere har ment, at det var for svært at opstøve kvindelige alternativer til dominansen af mandlige kilder, er den undskyldning hermed forsvundet.

Initiativet med den nye kildedatabase falder på et tørt sted. Selvom kvinder udgør 50,7 procent af befolkningen, optræder de kun 35 gange, hver gang medierne anvender 100 nyhedskilder.

Kigger man kun på rollen som ekspertkilder, er den kvindelige andel, ifølge initiativtagerne til diverseeksperter, helt nede på 25 procent. Hvilket ovenikøbet er en tilbagegang fra 2015, hvor andelen var 13 procentpoint højere.

Uanset hvad forklaringerne er på den store skævhed, så er det en uacceptabel ubalance. For det er journalistikkens pligt at beskrive virkeligheden nøgternt og ubiased, og det kan man ikke, hvis man konsekvent peger mikrofonen i en retning og kun sjældent i den anden.

Det er ikke fordi kvindelige eksperter nødvendigvis forventes at have andre perspektiver på deres ekspertise end mandlige ekspertkollegaer. Men journalistikken bliver forudsigelig og uudfordret, hvis den drives af udiverse og homogene stemmer og verdenssyn.

Når medierne har omfavnet diverseeksperter.dk og forhåbentligt hævet andelen af kvinder i medierne, kan turen passende gå videre i retning af andre samfundsgrupper. Det være sig etnicitet, alder eller sociokulturelle baggrunde.

Diversitet i medierne er ikke blot et spørgsmål om retfærdighed og bedre journalistik. Det er faktisk også et kommercielt forretningskritisk problem.

Når store samfundsgrupper har svært ved at se sig selv i den journalistik, der tilbydes, mister de naturligvis interessen for både at bruge og betale for medier.

Mediechefer har i årevis vredet hænder og krympet sig, når de skulle forklare de skæve kønsbalancer blandt kilderne. Fremover bliver det endnu mere pinligt at se på – med mindre redaktionerne lader diverseeksperter.dk blive den murbrækker, der knækker skævheden.

Det er jo en kort uge, så derfor holder jeg også nyhedsbrevet kort og deler kun pladsen med Clement Kjersgaard, 

God læselyst

Jan

Foto: Tommy Frost

Mia Skovby sendte i sidste uge stafetten videre til Clement Kjersgaard.

Clement Kjersgaard er studievært på DR på et hav af programmer, herunder en stribe talkshows, siden 2004. Foruden ”Debatten” laver Clement ”Stafetten” og ”Akkurat” på P1. Siden 2002 udgiver af Nyhedsmagasinet RÆSON, der efter en række rekorder i 2022 er større end nogensinde. Ordstyrer, foredragsholder – og eventopfinder, af bl.a. den årlige ”Vidensfestival” og nu ”Historien bag musikken” på Ragnarock i Roskilde.

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

Svaret er let: I weekenden 28-29. oktober lancerer vi på RÆSON vores hidtil største arrangement –Idéfestival, der over 48 timer samler blandt andre Margrethe Vestager, Connie Hedegaard, Emma Holten, Bo Lidegaard, Christoffer Guldbrandsen og en række andre. Det bliver på alle måder stort – vi inddrager alle hjørner af Imperialbiografen til et væld af aktiviteter og arrangementer på to scener. (www.idefestival.dk)

Hvad eller hvem i mediebranchen giver dig mest håb?

Først, sidst og uge efter uge: mit hold på ”Debatten”, som er helt enestående – både redaktionen ledet af Mathias Bjerrum (redaktør) og det tekniske hold med Rolf Holmgaard Sørensen (producer) i spidsen. Alle, der har med programmet at gøre, arbejder så grundigt, så engageret, så energisk – og fornyer dermed en udsendelse, der ikke alene kører på 13. år i den nuværende inkarnation, men også er næsten alene om at gøre, hvad vi gør.

Vi vil, som jeg jo ofte lover i udsendelsen, ”samle danskerne om det, der deler danskerne” – og altså skabe en fælles arena, i en offentlighed hvor den fragmentering, vi forudså og frygtede allerede for 25 år siden, nu er blevet virkelighed. Hvad sidstnævnte angår har jeg længe været dystopisk og det er kun blevet værre: Vi befinder os i en ægte demokratisk krise – og den vil, i de kommende år, blive dybere.

Hvad bør mediebranchen gøre anderledes?

Alt. Først og fremmest mangler der stadigvæk en grundlæggende erkendelse af virkeligheden: I ly af corona og de andre kriser er tech-giganternes erobring af offentligheden eskaleret. Alle danske medier – fra de største til de mindste – kan se frem til at blive ubetalte, magt- og viljeløse underleverandører til det nuværende kobbel af techgiganter – og til dem, de en dag erstattes af.

Sandsynligheden for at undgå det svinder hastigt. Vi har spildt tiden. Dét vindue, der stadig findes for at vende udviklingen, er ved at lukke – simpelthen fordi brugerne hastigt glemmer, hvad en fælles offentlighed vil sige, og vænner sig til den kunstige udgave – som er det, de sociale medier tilbyder. Se på USA.

Hvad kan mediebranchen lære fra andre brancher?

At forstå kerneproduktet. Medierne taber, hvis de skal konkurrere på tech mod tech. De taber også, hvis de vil omdanne sig selv til en slags tænketanke, der fra et frelst og formanende udgangspunkt vil belære politikerne, brugerne og resten af samfundet om hvordan verden skal være indrettet – hvis ikke medierne kan redde sig selv, hvordan skal de så redde verden?

Det ER faktisk rigtigt – hvor plat det end lyder – at journalistikken er vigtigere end nogensinde. Men medierne er – nærmest ubevidst – ved at blive ombygget til underholdningsmaskiner, hvor journalisterne fra hver deres skrivebordsplads konkurrerer om den næste times clicks. Så begynder man at betragte den kritiske journalistik som et luksus- eller nicheprodukt. Det er i virkeligheden allerede dér, vi er.

Hvem bør svare på disse spørgsmål i næste uge?

Poul Nesgaard, da. Hvem ellers?